BLOG

Her finder du nyheder, gode råd, guides samt tips og tricks

Skal visdomstænder altid fjernes?

Af: | Tags: , | Kommentarer: 0 | februar 3rd, 2015

De fleste får deres visdomstænder som 20-årige, og man kan i alt få fire af slagsen – to i overkæben, og to i underkæben. Visdomstænder er ikke altid til nogen gavn, men kan blive et problem senere hen og volde stor smerte og irritation, hvis man ikke får dem fjernet.

En del visdomstænder bliver liggende i kæben uden at gøre skade i mange år. Der kan opstå betændelse i tandkødet omkring en delvist frembrudt visdomstand. Det viser sig ved smerte, rødmen, hævelse og problemer med at åbne munden helt. Man kan godt behandle betændelsen, men hvis betændelsen kommer igen, vil det være nødvendigt at fjerne tanden. Er du begyndt at føle smerte eller irritation bagerst i kæben, kan det være den såkaldte “usynlige” tand, der rører på sig, og det er derfor en god idé at gå til kontrol hos din tandlæge.

Normalt fjerner man visdomstænderne, hvis en af disse årsager er gældende;

  • Hvis der opstår hyppig betændelse og hævelse af tandkødet omkring tanden, fordi den er svær at holde ren
  • Hvis der er hul i visdomstanden eller nabotanden, som ikke kan repareres
  • Hvis visdomstanden ligger nede i kæben og generer nabotanden
  • Hvis der er forekommet en cyste omkring visdomstandens krone.

Hvordan foregår det?

Tandlægen tager et røntgenbillede af visdomstanden for at se, hvordan tanden og roden ligger i kæben. Uanset om tanden skal trækkes eller opereres ud, bliver man lokalbedøvet. Derfor er det relativt smertefrit at få fjernet visdomstanden. Da man er ved fuld bevidsthed, kan man til gengæld både høre og fornemme, at der bliver arbejdet i ens mund.

Såfremt det er nødvendigt at foretage en operation for at fjerne tanden, vil tandlægen eller kæbekirurgen lægge et snit og skubbe tandkødet til side for at komme ned til kæbebenet. Ofte må der fjernes lidt af kæbebenet for at få adgang til visdomstanden. Af og til deler man tanden, for derved er det lettere at fjerne tanden. Såret lukkes til sidst med et par sting.

Det er ikke altid så nemt at fjerne en visdomstand. Derfor vurderer tandlægen, om han/hun selv skal foretage operationen, eller om operationen med fordel kan udføres af en specialist i kæbekirurgi. Mange tandlæger henviser de ”svære” visdomstænder til en specialist.

Hvad sker der efter man har fået fjernet sin visdomstand?

Af og til kan man være lidt øm et par dage efter. Det er dog sjældent, at almindelige smertestillende tabletter ikke kan holde ømheden nede. Det er imidlertid vigtigt, at den smertestillende medicin tages, mens lokalbedøvelsen fortsat virker.

Efter operationen hæver kinden op, og der kan opstå misfarvning, men efter en uge er hævelsen som regel væk igen. Som følge af hævelse og smerte vil nogle også have svært ved at gabe normalt de første dage. Hvis man har et hårdt fysisk arbejde, bør man tage en sygedag eller to for blandt andet at mindske risikoen for efterblødning.

Det er vigtigt at børste sine tænder, men man skal ikke børste omkring såret. Som en hjælp til at holde såret rent kan man skylle munden med Klorhexidin Mundskyllevæske 0,1 %, indtil trådene er fjernet. Klorhexidin er et bakteriehæmmende middel, som kan købes på apoteket og i Matas. I den periode, hvor der skylles med klorhexidin, skal tandbørstning foretages uden tandpasta.

Skal visdomstænder altid fjernes?

Nej, men er der vedvarende problemer med en visdomstand, er den bedste behandling oftest at fjerne den.

På Østerbro tandlægeCenter udfører vi disse operationer dagligt og vores tandlæger er specialiserede i fjernelse af visdomstænder.

Har du spørgsmål eller er du i tvivl om noget, så husk endelig at ring til os.